UDERUM PÅ BUDGET - H&M HOME

OM AT VÆLGE DET RIGTIGE BYGGEFIRMA

Når din nybygger drøm spirer, så kan det være svært at vide, hvor man skal starte og slutte. Da vi selv har været processen igennem, vil jeg her forsøge at komme med lidt gode råd, som du kan tage med i dine overvejelser.

 

HVOR SKAL VI BYGGE, OG HVOR SKAL VI BO?

Det handler jo ikke kun om huset. Det handler faktisk i endnu højere grad om beliggenhed. Oftest vil der være specifikke nybyggerområder, hvor grundene udbydes i forskellige størrelser og prisniveauer. Andre gange kan man være heldig at finde sin drømmegrund et andet sted. Men først og fremmest skal du have besluttet dig nogenlunde for, hvor du vil bygge og hvor du vil bo. Uden en byggegrund kan byggefirmaet ikke lave en tegning eller et prisoverslag til dig. Det kommer nemlig helt an på byggegrundens størrelse, form, hældning og beliggenhed. Tjek med din kommune, om der er byggegrunde til salg.

 

Udsnit af lokalplanen for det område vi byggede i. Så kan man få et overblik over, hvordan grundene ligger i forhold til hinanden.

 

HVEM SKAL BYGGE FOR OS?

Hvis du ikke lige kaster dig ud i selv-byg, så findes der heldigvis efterhånden mange typehusfirmaer. De tager dig i hånden, og guider dig gennem hele processen. Det er der altså rigtig mange, der godt kan lide, for det ER en stor og lang proces at bygge sit eget hus.

 

Du kunne vælge at gribe det sådan an:

  1. Besøg udstillingshuse i det område du gerne vil bo eller i nærområdet. Det giver dig en ide om, hvilket type af hus du ønsker, og du kan få en uforpligtende snak med de typehusfirmaer, som udstiller.

2) Udvælg 2-3 firmaer som du synes matcher den stil og type af hus i drømmer om.

3) Tag kontakt til alle firmaerne med en forklaring på jeres situation, valg af grund, drømme ifht hus og cirka budget. De fleste firmaer vil da indkalde jer til et uforpligtende møde, hvor I kan drøfte projektet. Herefter vil du måske modtage et forslag til plantegning (men HUSK at det kun er et forslag).

4) Kig på tegningerne, budgetterne (er der for mange fravalg/kompromisser) og mærk rigtig godt efter, om I har en god dialog og kemi med firmaet. Det har stor betydning i byggeprocessen, som kan strække sig over lang tid.

5) Vælg et eller to firmaer, som du ønsker at gå lidt videre med ifht. plantegning og et mere endeligt budget. Det er vigtigt, at enderne kan mødes, og I skal være sikre på, at firmaet kan opfylde jeres drømme.

 

Nederst finder du links til de typehusfirmaer, som vi er stødt på i processen.

JAMEN, JEG HAR HØRT AT?

Måske kender du andre der har bygget selv? I så fald er det altid en god ide at samle på ris og ros fra andre. Man ønsker jo ikke at ende i en dårlig byggesag midt i husdrømmen. Men husk at sortere i informationen. Det kan næsten ikke undgås, at man render ind i udfordringer af den ene eller anden slags. Det betyder ikke, at firmaet ikke gør deres bedste eller bygger rigtig fine huse. Mærk efter? og så husk at lytte og læse om alle de gode anmeldelser også.

God fornøjelse.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Har du noget på hjerte eller et spørgsmål, så skriv en kommentar til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UDERUM PÅ BUDGET - H&M HOME