OM AT VÆRE NYBYGGER... OG NYBEGYNDER...

OM DRØMMEHUS OG FORDELING AF KVADRATMETRE

Har du en nybygger-drøm i maven? Eller er du allerede i gang med projektet? Så håber jeg at du har lyst til at læse med. Fremover vil jeg nemlig komme med en del indlæg om det at bygge sit eget hus – eller i hvert fald være med til at bestemme, hvordan det skal se ud. Og så kommer der selvfølgelig også masser af inspiration til indretningen.

 

Først får du lige historien om vores hus.

 

Huset er 201 kvm og bygget af MK Huse . Murstenen er ‘RT 473 Bellagio’ fra Randers Tegl .

FRA PROJEKTHUS TIL TEGNEBRÆTTET

Vi boede i et nybygget projekthus, hvor vi ikke havde haft indflydelse på et eneste valg. Og hver dag havde jeg følelse i maven af, at tingene ikke var heeelt som jeg drømte om. Da vi fik muligheden for at købe drømmegrunden lidt længere nede ad vejen, slog vi til.

Det tog os mange måneder af tegne drømmehuset, og da det endelig var på plads, og vi satte vores eget hus til salg, skulle det tage yderligere 11 måneder før huset var solgt. 11 måneder. Det er altså lang tid for sådan en som mig, der hele tiden finder på nye ideer. Og ganske rigtigt. For ventetiden blev brugt på at studere plantegningen og scrolle Pinterest tynd. Og til sidst endte det ud med, at vi ikke var helt tilfredse med den ellers godkendte plantegning. Efter et uforpligtende møde med en bekendt, der er bygningskonstruktør, besluttede vi os for at starte forfra. Vi skrottede plantegningen, og sad hver eneste aften i flere måneder for at tegne, viske, brainstorme og tegne igen. Til sidst havde vi faktisk tegnet et helt nyt hus, og efter færdiggjorte arbejdstegninger hos byggefirmaet, blev tegningerne sendt ind til kommunen. Vi havde kun set plantegningen – ingen 3D eller skitsetegninger. Men med en forestillingsevne ud over det sædvanlige, var jeg ikke i tvivl om, hvordan rummene kom til at se ud. Heldigt for mig, at min mand stolede på mine ideer og mavefornemmelse – for huset blev præcist, som jeg havde forestillet mig.

Jeg brugte Pinterest til at lave moodboards med alle de detaljer, jeg drømte om – et moodboard til hvert rum. Dette er et udsnit af mit moodboard til husets ydre.

 

DET DER MED PLANTEGNING OG KVADRATMETRE

Det er en udfordring at få den helt rette plantegning. I hvert fald hvis man har lidt krav til størrelsen af rummene, antallet af rum og rummenes sammenhæng og funktion. Men selvom det er en tung proces at gennemgå hver eneste kvadratmeter på tegningen, så er det virkelig godt givet ud efterfølgende. Vi har samlet lidt af vores erfaring, og her er nogle ting, som man som nybygger med fordel kan tænke over, når man færdiggør plantegningen:

 

  • Hvor mange kvadratmetre er dit max? Byg så stort du kan ifht. dit budget og grundens størrelse. Du fortryder aldrig de ekstra kvadratmetre eller den ekstra opbevaring.
  • Lav en liste over de rum, dit hus skal indeholde. Overvej derefter om nogle af rummene kan have flere funktioner. Fx en indbygget niche i køkkenet til kontor i stedet for et seperat værelse, eller et multirum til børnene, som kan laves til ekstra værelser på sigt.
  • Overvej hvilken loftshøjde du ønsker. Lofthøjde kan gøre meget for rumfornemmelsen, og selvom du ikke får kvadratmetre på gulvet, så er de ekstra kvadratmetre i højden med til at øge størrelsen af rummet.
  • Børne og voksenafdeling. Rigtig mange nybyggere laver en børne- og voksenafdeling i huset. Tænk over praktikken ifht. om du har helt små børn, som egentlig gerne vil være tæt på mor og far (eller som du skal ind til flere gange hver nat), eller om du har teenagere, der larmer en del mere i nattetimerne. Lad være at blive låst helt fast i en placering med børn VS voksne i hver sin ende af huset, bare fordi byggefirmaet foreslår det. Tænk også over, at små børns værelser med fordel kan placeres tæt på køkkenalrum. Så er der en chance for, at de faktisk gider at lege på værelset (og holde legetøjet derinde), imens de stadig føler sig tæt på mor og far.
  • To badeværelser. Ja, det er praktisk med to badeværelser. Men har du fx små børn, så skal du måske tænke mere i et gæstetoilet og et stort familiebadeværelse. Fordel kvadratmetrene så det matcher jeres nuværende behov.
  • Køkkenalrum og stue. Her er husets leverum. De to rum, hvor familien samles og hvor hverdagen leves. Prioriter dine kvadratmetre her, så I har masser af leve-plads til at være sammen, lege, spise og have gæster. Overvej om du godt kan lide et stort rum, eller om du foretrækker stue og køkken opdelt, og tænk evt. I alternativer som halvmure, vægge der kun skærmer delvist eller niveauforskel.
  • Soveværelse og walk in. Overvej også om dit soveværelse har den rette størrelse. Har du fx brug for en seng med ekstra længde, så tænk over pladsen for enden af sengen. Overvej også om du gerne vil have sengeborde på hver side af sengen, og sørg for at der er plads nok til at komme op/ud af sengen. Ofte ligger walk in i forbindelse med soveværelset. Beregn hvor mange skabe du egentlig har behov for inden du tegner et alt for stort walk in, og spørg dig selv, om du virkelig gerne vil bruge dine kvadratmetre her. Hvis du fx har tænkt dig at sætte låger for dine skabe, så kan du ligeså godt vælge en skabsvæg og spare et decideret rum til dit tøj.
  • Bryggers og entre. Prioriter dit bryggers. Det er her du vasker tøj, lægger tøj sammen, ordner skoletasker, overtøj, beskidte sko, skifter bleer, planter blomster i potter og meget mere. Her skal være plads til rod, for der kommer sikkert nok af det. Overvej derfor at give dit bryggers lidt ekstra kvadratmetre end du først havde sat af. Det er rart med god plads, hvis der fx står et mere eller mindre permanent tørrestativ.
  • Hvordan passer dine møbler i rummene? Det kan være en udfordring at tænke over indretningen allerede i tegneprocessen, men det er en god ting at overveje. Sørg fx for at tegne en væg, der passer til dit TV i stuen, så det også er placeret godt ifht. din sofa. Og overvej hvor lang/stor en sofa du ønsker dig (måske på sigt), så du ikke ender med en væg, der er for kort til dine drømme. Tænk også over valg og placering af vinduer og døre, så du kan bruge rummet, og ikke ender med hjørner, der ikke kan anvendes til andet end en plante.

DET ER DIT HUS – DIN BESLUTNING

Når du sidder med byggefirmaet og gennemgår plantegningen, så lad være at tage alt for mange valg. Bed om at få den tilsendt, og sæt jer ned og snak den grundigt igennem. Overvej hvilke behov jeres familie har, og hvordan I har lyst til at bruge jeres hus. Selvom du kommer til at lave ændringer 6-9-12 gange, så skal du ikke give op. Det er dit hus – din beslutning. I sidste ende er det Jer der betaler, og man er derfor i sin gode ret til at bruge den tid, man har behov for.

 

Her ser du vores plantegning. Blot til din inspiration. Vi byggede med MK Huse, som jeg til enhver tid vil anbefale alle, der ønsker at bygge.

God fornøjelse med tegne-tænke-processen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Har du noget på hjerte eller et spørgsmål, så skriv en kommentar til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OM AT VÆRE NYBYGGER... OG NYBEGYNDER...